27 May 2018

Kvindelige mestre, gudinder og mystikere gennem tiden

I den mystiske og metafysiske litteratur er der få henvisninger til kvindelige mestre, dvs. kvinder, der har opnået en åndeligt oplyst tilstand. Til gengæld mangler der ikke beskrivelser af maskuline mestre gennem tiderne. Hvad skyldes så denne ”forskelsbehandling”? En grund kan være, at kvinder, i de samfund, de befandt sig i i tidligere tider, ikke har haft lige muligheder for at udtrykke eller vække sådanne åndelige egenskaber, fordi det på grund af tidens skik og brug i mange kulturer kun var tilladt mænd at optræde offentligt og forklare mystiske filosofiske eller religiøse doktriner. Og desuden fordi de fleste af de ældste hemmelige, initiatoriske skoler enten udelukkede kvinder eller ikke tillod dem at opnå højere grader af indvielse.

Når vi finder henvisninger til kvindelige væsner i litteraturen, var de overvejende af mytologisk og religiøs karakter. Der var talrige gudinder i fortidens store civilisationer, men de var normalt underordnet de maskuline guder. Guderne stod mest for de barske egenskaber i rollen som herskere, lovgivere og dommere, med afspejling i stammens struktur med de stærke mænd, der havde ansvaret for at sørge for føde til stammen og forsvare den mod fjender. Og med religionernes udvikling fra magien, blev disse primitive samfunds stærke maskuline ledere efterhånden betragtet som mellemmænd mellem mennesker og overnaturlige skabninger, hvilket yderligere cementerede deres magt.

Men på samme tid dukker der også gudinder op. De symboliserede i begyndelsen de blidere egenskaber som kærlighed og frugtbarhed, men med tiden udviklede de sig til skabere eller ledere af naturkræfterne. I det gamle Egypten havde hver by sin skytsgud og gudinde, ligesom hvert hjem  havde sine foretrukne guddomme. Men på nationalt plan var det overordnede guder og gudinder, der stod i spidsen for hele dette sammensurium af guder.

De vigtigste nationalguder i det gamle Egypten var treenigheden Osiris, Isis og deres udødelige søn, Horus, der var et symbol for Ra – Solen. Isis var både søster og hustru til Osiris, og selv om hun var skytsgudinde for feminine erhverv, blev hun også den største gudinde for helbredelse og mysterierne. Senere spredte hendes kultstatus sig fra Egypten til Grækenland, og senere til Rom, hvor der blev rejst templer for hende. Denne mystiske indskrift tilskrives Isis: ”Jeg er det, som er, har været og vil blive. Mit slør har ingen løftet. Det afkom, jeg fødte, var Solen”.

I Indien havde man fra tidlige tider gudinder med i sin gudekreds, selv om de havde en underordnet status i Veda-religionen. Således symboliserede f.eks. gudinden Ushas daggry, medens Saravasti, der er mage til den højeste kilde, Brahma, var gudinde for talekunst, poesi og de skønne kunster.  Senere kom der i Indien en større værdsættelse af de feminine guddomme. Således var f.eks. Kali uendeligehedens og evighedens sjæl. I henhold til den hinduistiske religion og mytologi kan denne gudinde både give og ødelægge liv. Andre betydningsfulde hinduistiske gudinder var Lakshmi, hustru til Vishnu. Hun var gudinde for skønhed, held og rigdom. En anden vigtig hinduistisk gudinde var Mahadevi, Sivas hustru, der blev æret som ”alle fænomeners moder”. Inden for buddhismen har vi bl.a. Prajnaparamita, ”Perfektionen af (transcendent) visdom” og gudinden Tara, der er den guddommelige, men i menneskelig skikkelse, Jomfru-Mor til Buddha.

I det gamle Babylon var der også mange gudinder, og som i den egyptiske religion var det her en skytsgud og en feminin modpart, der herskede over byerne. Også her har vi en triade bestående af Ninlil, hustru til Enlil, og deres førstefødte søn, Ninib, solguden. En anden gudinde er Ininni, også kendt som Ishatar. Hun var kendt som en modergudinde, som fungerede lidt på samme måde som den egyptiske Isis.

I Rosenkors-Ordenen taler vi om de gamle Rosenkors-brødre, der videreførte den esoteriske visdom og de gamle mysterietraditioner fra Egypten og Babylon, og i nyere tid nævnes en del maskuline mystikere, som formidlere af Rosenkors-filosofien, f.eks. Francis Bacon, Réne Descartes, Jacob Böhme, Gottfried Wilhelm Leibniz og Isaac Newton. Men der findes også en række betydningsfulde feminine mystikere, der har gjort et værdifuldt arbejde gennem tiden. Nedenfor følger en beskrivelse af et par af de første, der har betydning for os den dag i dag, nemlig den egyptiske dronning Tiy, der var mor til Akhenaton, og Maria, der voksede op i essæersamfundet og fungerede som Colombe i det hellige tempel i Helios fra sit 13. år. I en senere artikel vil andre betydende feminine mystikere blive behandlet.

Først går vi tilbage til før vor tidsregning til en egyptisk dronning, der opnåede kultstatus i sin tid, nemlig Tiy (ca. 1398 fvt-ca. 1338 fvt), der blev gift med farao Amenhotep III i en ung alder, og sammen med ham klogt styrede det egyptiske imperium. Hun var en ivrig politiker og udøvede sin magt og kompetencer i alle regeringsanliggende. Hun var faraoens eneste fortrolige, og ingen beslutning blev truffet og ingen lov godkendt uden at hun var informeret.  Tiy kom til at spille en fremtrædende rolle som både Amenhotep IIIs guddommelige og jordiske partner, og hun blev afbilledet sammen med sin mand på statuer og relieffer. Man havde aldrig tidligere i Egypten set en dronning spille en så fremtrædende rolle. Der blev bygget helligdomme til hendes ære, og hun blev tilbedt som en personificering af gudinden Hathor-Tefnut. I sit ægteskab fik hun flere døtre, men hun vidste, at hun også skulle give liv til en søn, der skulle gøre op med den overtro, der herskede i Egypten. Således planlagdeTiy i al hemmelighed en revolution af en blanding af lys og viden, og efter 26 års ægteskab født hun Solens søn,  Akhenaton. Hun bad Solguden, Aton, som hun tilbad, rådgive hende i opdragelsen og uddannelsen af Akhenaton, så han kunne udfylde sin rolle med bl.a. at afskaffe Egyptens flerguderi, når tiden kom. Senere blev Akhenaton som bekendt gift med Nefertiti, der også indskrev sig i historien som en viis og dygtig dronning. Rosenkors-Ordenen fører sine rødder tilbage til det gamle Egypten og de gamle mysterietraditioner, der blomstrede på den tid.

Så bevæger vi os frem til starten af vor tidsregning, nemlig til den Hellige Jomfru Maria, der  i den romersk katolske kirke næsten æres som en gudinde. Og der er faktisk visse paralleller mellem de attributter, der tillægges fortidens gudinder og Jomfru Maria. Inden for Teosofien betragtes Maria som et medlem af Hierarkiet, også kaldet Det Store Hvide Broderskab, og kaldes Verdensmoderen. Men vi går tilbage til begyndelsen, hvor Maria helt fra fødslen var udset til at spille en speciel rolle. Hun var født ind i en essæerfamilie og blev 6 måneder gammel præsenteret for de øverste i templet for at få din tidligere inkarnation afsløret. Maria blev placeret med ansigtet mod øst i templet, mens hendes moder, Anne, stod ved Vestalindernes hellige ild og fornyede sit løfte om at gøre sit barn til en Colombe. Da Maria var 3 år gammel blev hun igen præsenteret i det hellige tempel i Helios, hvor Vestalinderne med strålende fakler førte hende til det hellige Sanktum, hvor hun knælede foran Shekinah til tonerne af himmelsk sang. Denne beskrivelse trækker visse tråde til vort Rosenkors-tempel i dag. Da Maria var 13 år gammel opfyldte hun sin mors løfte og blev Colombe i det hellige tempel i Helios. I henhold til traditionen skulle en enkemand fra essæernes samfund drage omsorg for den nye Colombe. Det blev tømreren Josef fra Galilæa. En dag viste en Mester sig for Maria og fortalte hende, at det var tid for hende til at opfylde den magiske profeti: ”Du skal undfange gennem Guds ord”. Hun gik til din kusine Elizabeths hus og ventede der på profetens komme. Da hun vendte tilbage til templet led Josef alverdens kvaler, fordi han havde svigtet sin rolle som beskytter for Maria, men en stemme bekræftede, hvad Maria forsøgte at fortælle ham, og for bedre at kunne beskytte den værdifulde gave, hun bar på, forlod Josef og Maria templet. Da det store øjeblik nærmere sig, var de nået frem til et hule-hospital i Bethlehem, et af de mange herberger, som essæerne ejede i forskellige egne af Palæstina, og idet et strålende lys gennemtrængte mørket og oplyste hele hendes væsen,  fødte hun sit barn. Og Ordet var født.

Det var blot nogle få af alle de bemærkelsesværdige kvinder, der gennem tiden har påvirket klodens udvikling og således udfyldt deres rolle i Den Store Plan for Jorden. Mange flere har fulgt deres kald og oftest arbejdet i det skjulte, nogen gange af nødvendighed for ikke at risikere forfølgende og andre gange fordi det i tidligere tider ikke var tilladt kvinder at optræde offentligt i det hele taget.

I Rosenkors-litteraturen nævnes også mestre som Kuthumi, El Morya og Greven af Saint-Germain, der også er kendt i Teosofien som medlemmer af Det Store Hvide Broderskab og som inspiratorerne bag det Teosofiske Samfund, der blev dannet i 1875. Også her er de maskuline mestre mest kendte, men til hver maskulin mester svarer en feminin consort, som de kaldes. Disse feminine modstykker arbejder mere i kulissen, men vil i fremtiden træde meget mere i karakter og arbejde mere åbent. Således er,  i henhold til Teosofien, concorten til Kuthumi mesteren Debra og til El Morya en kvindelige mester ved navn Miriam, og mesteren Portia er consort til Greven af Saint-Germain.

Maskulin og feminin

I årtusinder har kvinder generelt set været mere emotionelt polariseret end mænd. Da evolutionens mål er fokuseret på udviklingen af tankesindet, har mænd fra begyndelsen haft en reaktionsmæssig fordel. I nyere tid er dette dog ved at blive udlignet. Når vi forstår, at et menneske kan inkarnere i et maskulint legeme i et liv og i et feminint legeme i det næste, er det indlysende, at der ikke er tale om en ubalance. Hvordan skulle et menneske kunne opnå fuldkommen beherskelse af alle sine problemer, hvis det aldrig inkarnerede som enten en mand eller en kvinde? Hvis reinkarnation ikke var et faktum, ville der i det hele taget ikke være nogen rimelig retfærdighed i den guddommelige plan, sådan som den kommer til udtryk i menneskehedens evolutionsproces. Det er således ikke udtryk for uretfærdighed eller kønsdiskrimination, hvis den sidste inkarnation, der fører til mesterstadiet, sker i et maskulint legeme.

Rosenkors-Ordenen dengang og nu

Den esoteriske visdom i de ældste tider kom til udtryk i flere slags tros- og tankeretninger, og under renæssancen skabte Rosenkors-Ordenen (eller rosenkreuzerne, som de dengang hed) en syntese af de forskellige retninger. Et ensartet system blev udarbejdet med elementer fra gnostisk kristendom, antikkens filosofi og mysteriekulter, jødisk mystik (kabbala) og alkymi. Undervisningen blev inddelt i grader, som de studerende gennemgik. Hver grad indeholdt også bestemte øvelser til udvikling af psykiske evner. Rosenkors-Ordenen optager kvinder og mænd på lige vilkår, og alle følger den samme undervisning og har samme mulighed for at opnå tillidsposter i Ordenen. Således er f.eks. vor Stormester ved den Skandinaviske Storloge en kvinde, og der er mange kvinder i ledelsen i de lokale enheder.  Du kan læse meget mere om Rosenkors-Ordenen AMORC her www.amorc.dk, www.amorc.se og www.amorc.no .