|

En sand oase av fred og ro:
Rösan med Rosenkors-Ordenens tempel og administration i Skandinavien
Den Skandinaviske Storloge er smukt beliggende i landlige omgivelser i Onsala, lige syd for Göteborg. Ordenen overtog i 1982 en gammel og traditionsrig herregård med rødder helt tilbage til 1600-tallet. Sammen med en smuk og velholdt have, rummer ejendommen en administrationsbygning og en tempelbygning.
Administrationen – Rösan
Det er et spændende hus med mange interessante detaljer og hemmeligheder… Man mærker det allerede, når man kommer ind gennem døren og træder ind i den rummelig hall med en hyggelig sofagruppe foran en stor pejs. Hele stedet er præget af fredfyldt harmoni. Fra hallen kan man se biblioteket og ”cafeen”, hvor man kan slappe af med en forfriskning under kurser og møder. Man får også et glimt af den store salon, som bruges til møder. Ser man lidt nøjere efter, vil man opdage spændende bygningsmæssige detaljer som håndmalede tapeter og håndlavede ruder. Denne etage rummer også køkken, trykkeri og kontorer.
Går man op ad trappen til næste etage, kommer man til ekspeditionen. Dette er ordenens hjerte, og alle administrative opgaver bliver varetaget herfra. Her ligger også en lille boghandel med udvalgt litteratur og medlems rekvisitter. Dør om dør hermed findes det store lektionsarkiv med forelæsninger (monografier) og undervisningsmaterialer til de forskellige grader. I den ene ende af bygningen ligger Stormesterens kontor og arkiv. 
Tempelbygningen
Et par hundrede meter fra administrationen ligger tempelbygningen. Man kommer derhen gennem en duftende rosenbuegang. Bygningen som stod færdig i 2003, indeholder en stor foredragssal og et Rosenkorstempel i ægyptisk stil. Ovenpå er der tre soveværelser samt yderligere en sal som benyttes ved specielle lejligheder.
Et fredfyldt sted
Ja, der hviler en god og tryg atmosfære over Rösan og haven. Haven er en sand oase. Med sine store træer, frodige blomsterbede og vidtstrakte plæner inviterer den til udveksling af dybe tanker med andre medlemmer. Den giver også plads til at kunne trække sig stille tilbage til egen kontemplation eller meditation. Der er nu lagt en permanent labyrint i haven på Rösan, hvor du er velkommen til en symbolsk vandring – ind i dig selv!
Aktiviteter
På Storlogen arrangeres der jævnligt indvielser i de forskellige grader, andre ceremonier og ritualer, flerdages kurser og møder. Nogle gange om året stiller frivillige medlemmer op til ekstra arbejde med at holde den store ejendom og have. Ved disse sammenkomster af forskellig art oparbejdes en helt speciel samhørighed. De der deltager, fortæller om hvordan de i høj grad føler, at de er kommet hjem. Medlemmerne kan også bestille retreats for sig selv, når de føler et behov for at være alene nogen dage. Der kan man falde til ro i den harmoni og fred, der hviler over Rösan, i haven og i tempelbygningen.
Historien
Herregården Rösan blev købt af Ordenen i 1982 og var dengang i meget dårlig stand. Siden da har den takket være mange medlemmers store uselviske indsats, udviklet sig til en virkelig perle. Herregården har en speciel historie og stednavnene Onsala og Gottskär vidner om et tidligere meget vigtigt kult- og kulturcenter.
De særligt interesserede kan læse mere om den historie her…

 
  
   
|