Antikkens filosofi

Mange af antikkens store filosoffer var Indviede og havde adgang til den esoteriske visdom. Pythagoras er i vore dage mest kendt som matematiker, men talspekulationer blev af pythagoræerne kun betragtet som et nødvendigt udgangspunkt for det menneske som ville kende sig selv. Pythagoras hævdede, at tallene er vibratoriske storheder som genspejler de grundlæggende principper i den metafysiske verden. Han grundlagde en mysterieskole i Syd-Italien, hvor blandt andre Platon modtog undervisning. Formålet med pythagoræernes studium var gennem en indre renselse at forbinde den lavere, jordiske bevidsthed med det højere åndelige Jeg.

Platons filosofi bygger på hans evne til oversanselig viden, noget han beskriver i Grottelignelsen i "Staten", bog 7. Platons arketypiske verden er den samme som Jungs "kollektivt underbevidste". I dialogen "Faidros" skriver Platon: "Når den, som netop er blevet Indviet og har skuet meget i den anden verden, ser et gudsbenådet ansigt eller et fysisk væsen, som udsøgt afbilder skønheden, da gribes han først af en skælven og noget af hans bæven fra den gang overmander ham".

Platons eksoteriske filosofi findes i bøger, mens den esoteriske, hemmelige lære kun blev formidlet mundtligt i hans akademi lige udenfor Athens centrum. Ja, det platoniske akademi var i virkeligheden en mysterieskole, hvor der blev givet vejledning i hvordan man kunne udvikle evnen til oversanselig bevidsthed. Det var årsagen til at studierne var lukkede, og at kun et fåtal af dem som ønskede det kunne deltage i undervisningen. I lighed med Pythagoras' mysterieskole var Platons akademi åben for både kvinder og mænd.

Antikkens mysteriekulter

Af de mange mysteriekulter nævner vi Isiskulten, Demeter og Persefone-mysteriet i Eleusis udenfor Athen, og Mithrakulten, der en tid var kristendommens største konkurrent. Man har fundet en mængde Mithratempler fra Afrika i Syd til Skotland i Nord. Mithrakulten blomstrede op i århundredet før Kristus. Kultens intellektuelle og åndelige center var i Tarsus i Lilleasien, Paulus fødeby. Mithrakulten var esoterisk. Det vil sige at tilhængerne lidt efter lidt fik adgang til læren gennem et gradssystem. Formålet med kultens ritualer var at deltagerne skulle få lejlighed til at opleve rejsen "gennem himlene" til Guds rige, og på denne rejse var Mithra ledsager og vogter. I dag kaldes den slags erfaringer "ud af kroppen" eller "nær-døds" oplevelser, med den forskel, at i mysterierne blev processen bevidst opøvet eller styret af deltagerne.

Den esoteriske betydning af symbolikken i Mithramysteriet blev for få år siden fundet af videnskaben: Tidspunktet for forårsjævndøgnet, det vil sige det sted Solen står på den første forårsdag (set i forhold til "fiksstjernerne" i baggrunden) og baglæns flytter sig gennem zodiakken med en hastighed af 1 grad hvert 72. år. Hvert 2.160 år går punktet for forårsjævndøgnet over i et nyt stjernetegn, og den flytter sig baglæns rundt om hele zodiakken i løbet af 25.920 år.

Omkring 2.200 år før Kristus gik forårsjævndøgnet fra Tyrens tegn ind i Vædderens tegn. Astrologerne mente, at man gik over fra Vædderens til Fiskenes tidsalder ved konjunktionen mellem Saturn og Jupiter i Fiskenes tegn, syv år før vor tidsregnings begyndelse. Vi er nu i overgangsfasen mellem Fiskenes og Vandbærerens tidsalder - eller New Age som den kaldes.

Symbolikken i Mithratemplet beskriver overgangen fra Tyrens til Vædderens tidsalder, og Mithra blev opfattet som den, der styrer tidsaldrene og menneskenes vandring gennem rækkefølgen af tidsepoker. Af andre elementer fra Mithrakulten kan vi nævne: ifølge legenden blev han født den 25. december i en underjordisk grotte af en jomfru, mens nogle fårehyrder var vidne til fødslen og kom med gaver til barnet. Mithra døde ikke, men for levende op til himlen. Han var solgud og blev derfor hyldet om søndagen, som er Solens dag. Centralt i Mithradyrkelsen var dåbsritualet og et helligt måltid med brød og vin. Ud fra dette er det forståeligt, at Konstantin den Store, som blev omvendt til kristendommen i året 312, kunne udgive en mønt med billedet af Mithra i år 320 uden protester, og at det vigtigste symbol i den tidlige kristendom ikke var korset, men fisken. Det må tilføjes, at esoterisk kristendom ikke ser på Jesus Kristus alene som indlederen til Fiskenes tidsalder, men også som et vendepunkt i menneskehedens udvikling.