Hjem | Introduktion | Om medlemskab | Spørgsmål og svar | Medlemssider | Fra arkivene | Kontakt os
 

Til alle tider har livet været et mysterium for mennesket – og til alle tider har mennesket søgt efter svar på de evige spørsmål ...

 

Der findes en gylden middelvej...

Hverken religionen eller videnskaben kan alene have monopol på at finde den rette vej til livets sandheder. I et filosofisk perspektiv er det mere interessant at rette opmærksomheden mod det grænseland, hvor religionen møder videnskaben og videnskaben møder religionen. En bedre beskrivelse er at kalde dette det grænseløse land - hvor filosofien og mystikken har sit arbejdsfelt.

Filosofi stammer fra græsk og betyder kærlighed til visdom. Ifølge Rosenkors-traditionen relateres ordet til at søge efter en sand forståelse af verden ud fra et åndeligt og videnskabeligt perspektiv.

Mystik repræsenterer det personlige møde med eller oplevelsen af det åndelige. Det står med andre ord for en indre erfaring af det som en del kalder Gud, og andre kalder en intelligens eller kraft.

For filosoffen og mystikeren er det vigtigt at betragte alt eksisterende som en integreret helhed, hvor naturens og universets love gælder på såvel materielle og åndelige områder, og hvor mennesket er en syntese eller et spejlbillede af kosmos. Ingenting er overnaturligt, kun hinsides vor nuværende viden og forståelse. Som et spejlbillede af det kosmiske er det eneste sted hvor vi kan finde svarene på livets mysterier i os selv. Kærlighed til visdom - filosofi - er nøglen til de mystiske erfaringer som åbner dørene ind til vort indre - ind til vor sjæls skatkamre.

Som Platon engang sagde: "Det at søge og lære er i sig selv intet andet end en erindring." Ved at søge inde i os selv kommer vi derfor i kontakt med en visdom som har befundet sig dér latent lige fra begyndelsen. Vor opgave er at huske det vi altid har vidst.

Albert Einstein udtrykte det således:
Den smukkeste og dybeste følelse vi kan opleve er fornemmelsen af det mystiske. Det er grobunden for al sand videnskab. Den som er fremmed for denne følelse, den som ikke længere kan forundres og forstumme af ydmyghed, er så godt som død. At vide at det som er uigennemtrængeligt for os i virkeligheden eksisterer og manifesterer sig som den højeste visdom og den mest strålende skønhed som vort begrænsede sind alene kan opfatte i sin mest primitive form - denne kundskab, denne følelse udgør kernen i al sand åndelighed. Den kosmiske, åndelige oplevelse er den ædleste og stærkeste drivkraft i den videnskabelige forskning.

Den europæiske histories store mystikere og filosoffer har givet deres bidrag til en kundskabsarv som desværre ofte kun delvis genspejles i dagens religion og videnskab. Men denne visdomsskat er ikke gået tabt...

I dine hænder lægger vi en mulighed, muligheden for at åbne dit sinds døre, både indad og udad, mod en verden af visdom om kroppens, sjælens, livets og naturens store mysterier.

Alt begynder med dig selv...